top of page

Højt begavet som voksen - hvorfor kan det give mening at blive testet?

Jeg ser efterhånden flere og flere voksne mennesker i 30’erne, 40’erne eller 50’erne, som er begyndt at tænke tanken: Kunne der være noget her, jeg aldrig har fået øje på? De beskriver et liv, der udefra kan se rimeligt velfungerende ud, men som indvendigt har været præget af uro, utilpashed eller en fornemmelse af aldrig helt at passe ind. Mange har fået at vide, at de var dovne, ufokuserede, for følsomme eller svære at arbejde sammen med. Nogle har klaret sig godt på papiret, men på bekostning af trivsel. Andre har haft gentagne sammenbrud, jobskift eller oplevelsen af at spilde deres potentiale.


Når vi sammen undersøger deres kognitive profil, viser det sig ikke sjældent, at de er højt begavede.


For mange en åbenbaring og en ny forklaringsramme, som både giver mening og samtidig rejser nye spørgsmål. Hvordan kunne det gå så galt, hvis jeg faktisk havde så meget med mig? Og hvad betyder det for mit liv fremover?


Hvad vil det sige at være højt begavet som voksen?

Højt begavelse handler ikke om at være god til alting eller have haft let ved livet. Det handler om den måde, hjernen arbejder på. Hurtig informationsbearbejdning, komplekse tankeprocesser, høj abstraktionsevne og ofte et stort behov for mening og sammenhæng. Hos voksne kan det vise sig som stærke analytiske evner, kreativ tænkning eller dyb refleksion. Men det kan også vise sig som overstimulering, træthed, perfektionisme, indre pres eller vanskeligheder i relationer.


Mange højt begavede voksne har lært tidligt at tilpasse sig. De har dæmpet sig selv, skruet ned for nysgerrigheden eller arbejdet hårdt for at leve op til ydre forventninger. Over tid kan det give en oplevelse af at være forkert, forkert placeret eller grundlæggende utilfreds, uden helt at vide hvorfor.


Hvorfor overhovedet lade sig teste som voksen

En kognitiv test som voksen kan give afklaring og indsigt. For mange er testen første gang, deres indre oplevelse bliver sat i et sprog, som giver mening. Testen kan vise, hvordan ens styrker og sårbarheder faktisk hænger sammen. Den kan forklare, hvorfor man bliver mentalt udmattet af opgaver, andre finder enkle, eller hvorfor andre opgaver keder dig. At kende sin begavelsesprofil kan give et nyt perspektiv på tidligere nederlag, konflikter og livsvalg.


Hvad kan testen bruges til i praksis

En WAIS-test hos voksne kan bruges til at kortlægge den kognitive profil og give indsigt i, hvordan man bearbejder information, løser problemer og håndterer mental belastning. For nogle kan resultatet pege på, hvorfor bestemte arbejdsopgaver føles lette og stimulerende, mens andre dræner eller skaber stress. Testen kan være relevant i forhold til job- og uddannelsesvalg, fordi den giver et bedre grundlag for at vurdere, hvilket miljø og hvilke opgaver der passer til ens måde at tænke på. I kliniske sammenhænge indgår WAIS i udredninger af blandt andet ADHD, autisme, depression, angst, hjerneskade og demens, hvor profilen kan bidrage til at forstå mønstre i arbejdshukommelse, tempo, verbal forståelse og visuel problemløsning. Derudover kan testen bruges i mere praktiske sammenhænge, for eksempel ved SPS-støtte, arbejdspladstilpasninger eller handicapkompensation, hvor der efterspørges objektiv dokumentation. Endelig oplever mange voksne, at testen styrker selvforståelsen, fordi resultatet sætter ord på styrker, sårbarheder og behov, som ellers kan være svære at forklare eller skille fra personlighed og adfærd.



At få øje på sig selv med nye øjne

Når voksne opdager, at de er højt begavede, ændrer historien sig ofte bagudrettet. Barndommen, skolegangen og arbejdslivet får nye forklaringer. Men endnu vigtigere er det, at fremtiden kan begynde at se anderledes ud.


Hvad hvis testen ikke viser høj begavelse?

De færreste mennesker er højtbegavet - 2-3 procent. Og ofte viser testen, at de ligger i normalområdet i forhold til den samlede iq men måske med intelligensøer, hvor man har særlige forudsætninger på visse områder. Mange har søgt en forklaring på oplevelser af at være anderledes eller misforstået, og begavelse er en af de hypoteser, der ligger tæt for hånden. Når testen viser en gennemsnitlig profil, giver testen stadig en indikation af f.eks. arbejdsstil og hvordan man lærer bedst. Resultatet er altså ikke et nederlag, men en afklaring, og gør dig klogere på hvem du er.






 
 
 

Kommentarer


MindTester

Nydamsvej 1, 1. sal 

8362 Hørning​​

 

Telefon:

26232055 

Mail: 

peter@mindtester.dk

(Eller brug kontakt-formularen som tjekkes dagligt) 

  • Facebook

© 2035 by Maggie Louise. Powered and secured by Wix

bottom of page