Hvor mange er egentlig højt begavede? – og hvorfor er det godt, at vi taler mere om det?

Interessen for høj begavelse er steget markant de seneste år. Flere forældre, lærere og fagpersoner er blevet opmærksomme på børn, der tænker hurtigt, lærer med lethed og ikke altid passer ind i de rammer, de tilbydes. For nogle kan det give indtryk af, at høj begavelse er blevet en trend. Set fra et psykologfagligt perspektiv er udviklingen snarere et udtryk for, at vi er blevet bedre til at få øje på børn, som tidligere ofte gik under radaren.

Alt for længe har fokus i skolen primært været rettet mod de børn, der havde svært ved at følge med. Det har været både nødvendigt og vigtigt. Men det har også betydet, at børn, der lærte hurtigt og blev færdige før de andre, ofte blev mødt med flere opgaver frem for mere meningsfulde udfordringer. For nogle børn har det betydet, at det at være dygtig blev forbundet med at være anderledes eller besværlig.

Derfor er det i dag en positiv udvikling, at høj begavelse bliver taget alvorligt. Ikke for at udpege “særlige” børn, men for at skabe bedre match mellem barnets måde at fungere på og de krav, det møder.

Hvordan defineres høj begavelse?

Høj begavelse defineres psykologisk ud fra standardiserede intelligenstests. Intelligens er normalfordelt i befolkningen med et gennemsnit på 100 og en standardafvigelse på 15. Når man taler om høj begavelse i snæver forstand, anvendes der typisk en grænse på en IQ på 130 eller derover.

Denne grænse omfatter cirka 2 procent af befolkningen. Det betyder, at høj begavelse reelt er relativt sjælden. Samtidig findes der mange børn med et tydeligt overgennemsnitligt funktionsniveau, som ikke nødvendigvis ligger over 130, men som alligevel kan have behov for særlige pædagogiske hensyn. Jo lavere man sætter grænsen, desto flere falder inden for begrebet, men samtidig mister det noget af sin præcision.

Det er derfor vigtigt at skelne mellem at være højt begavet i testmæssig forstand og at være et barn med stærke kognitive ressourcer, der lærer hurtigt og tænker komplekst.

Hvor mange er så egentlig højt begavede?

Hvis man holder sig til den klassiske definition med IQ ≥ 130, vil omkring 2 ud af 100 børn være højt begavede. Ser man bredere og inkluderer børn med et markant overgennemsnitligt niveau, vil andelen være større. Det ændrer dog ikke ved, at de børn, der ligger helt i toppen, udgør en lille gruppe.

At der i dag tales mere om høj begavelse, skyldes derfor ikke nødvendigvis, at der er blevet flere højt begavede børn, men at vi er blevet bedre til at genkende dem. Viden, forskning og erfaringsopsamling har gjort det lettere at forstå, hvordan høj begavelse kan komme til udtryk – også når den ledsages af sensitivitet, perfektionisme eller mistrivsel.

Hvordan viser høj begavelse sig i hverdagen?

Høj begavelse viser sig sjældent kun i faglige præstationer. Mange højt begavede børn har en udtalt evne til at forstå sammenhænge, se mønstre og tænke abstrakt. De lærer hurtigt og bliver ofte nysgerrige på det, der ligger ud over opgaven.

Sproget kan være veludviklet tidligt, ligesom hukommelsen ofte er stærk. Nogle børn har let ved tal og logik, mens andre udmærker sig gennem kreativ tænkning eller humor. Mange kan fordybe sig længe i emner, der interesserer dem, og stiller mange spørgsmål.

Samtidig er mange højt begavede børn følelsesmæssigt engagerede. De kan have en stærk retfærdighedssans, være empatiske og opleve følelser intenst. Perfektionistiske træk og stor opmærksomhed på detaljer er ikke ualmindelige. Socialt kan de søge relationer, hvor tempo og interesser matcher bedre, hvilket kan betyde leg med både ældre og yngre børn.

Intellekt og følelser følges ikke altid ad

En central pointe er, at høj begavelse ikke betyder, at barnet er følelsesmæssigt ældre end sine jævnaldrende. Tværtimod ses ofte en asynkron udvikling, hvor barnets intellektuelle niveau ligger langt over det følelsesmæssige og kropslige udviklingsniveau.

Et barn kan derfor forstå komplekse begreber og stille avancerede spørgsmål, samtidig med at det reagerer følelsesmæssigt helt alderssvarende. Denne forskel kan være svær for omgivelserne at forstå, men den er afgørende for at kunne støtte barnet rigtigt.

At få øje på høj begavelse som en ressource

At tale mere om høj begavelse er ikke et udtryk for, at alt skal forklares med intelligens. Det er et udtryk for, at vi i dag i højere grad forsøger at matche børn med de rammer, de trives i. Når højt begavede børn mødes med forståelse, passende udfordringer og voksne, der ser deres styrker som netop styrker, øges chancen for trivsel markant.

Det er altså ikke et problem at være klog.

Det bliver først et problem, når omgivelserne ikke ved, hvordan de skal rumme det.