ADHD eller høj IQ?

Når høj begavelse forveksles med opmærksomhedsvanskeligheder

Af Peter Dalgaard Olesen, autoriseret psykolog, MindTester

Der er børn og voksne, som hele livet har fået at vide, at de “ikke kan koncentrere sig”. De dagdrømmer, mister tråden, glemmer småting og virker konstant optaget af noget andet. Mange ender med at tænke: “Måske har jeg ADHD.”

Men i en del tilfælde handler det ikke om en forstyrrelse – men om en hjerne, der kører hurtigere, dybere og mere selektivt end omgivelserne kan følge med til.

Når tempoet bliver en udfordring

En hurtig hjerne keder sig let. Den kræver mening, tempo og intellektuel friktion for at fungere. Når omgivelserne bliver rutineprægede, begynder tankerne at vandre – ikke af dovenskab, men fordi hjernen søger noget, der passer til dens hastighed.

Hos højt begavede ses sjældent egentlig opmærksomhedssvigt. Opmærksomheden er der, men den er selektiv: Den fastholdes, når opgaven er interessant, og glider, når den ikke længere udfordrer.

Det kan ligne ADHD udefra, men det er et andet fænomen – et mentalt tempo, der ikke bliver mødt.

Sammenfald

Både den højt begavede og personen med ADHD kan fremstå rastløs, springende og glemsom. De kan virke distraherede, uorganiserede og skiftevis hyperfokuserede og uinteresserede.

Men årsagerne er forskellige.

Ved ADHD

Opmærksomheden er ustabil og svært at regulere. Hjernen kan fokusere intenst, men ikke efter vilje. Hyperfokus opstår spontant og kan være så opslugende, at alt andet forsvinder – og efterfølges af kollaps i energi og overblik. Det handler ikke om manglende vilje, men om et opmærksomhedssystem, der reagerer uforudsigeligt på stimuli og belønning.

Ved høj begavelse

Opmærksomheden er intakt, men selektiv. Når noget mangler mening, mister det relevans. Den kognitive motor fungerer fint, men den bliver kvalt i gentagelser. Personen kan skifte fokus bevidst, og ofte med en vis irritation over, at omgivelserne kræver fokus på det forkerte.

Begge kan altså “kun koncentrere sig, når de er motiverede”, men hvor ADHD er neurokemisk betinget, er høj begavelse kontekstafhængig. Den ene har brug for struktur. Den anden for udfordring.

ADHD og computerspil

Et af de mest forvirrende paradokser ved ADHD er, at mange børn kan sidde helt fordybet foran en computer i timevis og stadig have betydelige opmærksomhedsvanskeligheder. Det skyldes ikke, at diagnosen er forkert, men at hjernen reagerer anderledes på stimulation og belønning.

Digitale aktiviteter giver konstant feedback, bevægelse, farver og små belønninger. Det udløser dopamin i hjernens belønningssystem, og i det øjeblik kan barnet fokusere fuldt ud.

Det samme system kollapser, når opgaven kræver vedvarende indsats uden direkte belønning som ved lektier, praktiske opgaver eller gentagelser.

Derfor kan et barn med ADHD både være ekstremt fokuseret og dybt distraherbart afhængigt af, hvad der sker i hjernen, ikke af vilje eller moral.

Det højt begavede barn kan derimod bevare opmærksomheden efter behov, men vælger ofte at koble fra, når opgaven mister mening.

Fejltolkninger med konsekvens

Når den hurtige hjerne tolkes som urolig, uengageret eller måske bare doven, opstår der ofte skam og selvbebrejdelse. Den begavede lærer at skjule sin kedsomhed og tilpasse sig – og betaler prisen i form af indre uro, selvkritik og tab af glæde.

For personen med ADHD er konsekvensen en anden. De bliver ikke blot misforstået, men reelt overbelastede. De bruger enorme mængder energi på at kompensere og holde sammen på hverdagen, indtil det ikke længere går.

Hvor den højt begavede primært lider under fejlforståelse, lider den med ADHD under udmattelse. Begge har brug for forståelse, men af vidt forskellig karakter.

…at forstå forskellen

ADHD og høj begavelse deler overflade, men ikke mekanisme.

Den højt begavede mister fokus, når verden bliver for lille. Personen med ADHD mister fokus, når systemet bliver overbelastet.

Begge har brug for forståelse men af forskellig art. Den ene skal mødes med mening og fleksibilitet. Den anden med struktur og støtte.