
Dobbelt exceptionelle børn
- peter olesen
- 30. okt. 2025
- 3 min læsning
Opdateret: 8. jan.
– når høj begavelse og sårbarhed mødes
I psykologisk praksis støder man af og til på børn, der både imponerer og bekymrer. De kan tænke hurtigt, forstå komplekse sammenhænge og stille spørgsmål, der ligger langt over deres alderstrin, men samtidig kæmper de med uro, koncentrations-vanskeligheder, følelsesmæssig sårbarhed eller sociale udfordringer. Det er disse børn, man kalder dobbelt exceptionelle – eller på engelsktwice exceptional (2e).
Hvad betyder det at være dobbelt exceptionel (2e)
Et dobbelt exceptionelt barn har på samme tid et højt intellektuelt potentiale og en udviklingsmæssig udfordring. Det kan for eksempel være ADHD, autisme, dysleksi, angst eller en sensorisk sensitivitet, som påvirker trivsel og indlæring. De to dimensioner – styrke og sårbarhed – eksisterer side om side og påvirker hinanden gensidigt.
Det høje kognitive niveau gør, at barnet ofte tænker hurtigere, ser mønstre, forstår helheder og stiller spørgsmål på et abstrakt plan. Samtidig kan vanskelighederne gøre det svært at udtrykke sig, holde fokus eller fungere socialt. Den dobbelte profil skaber en særlig kompleksitet: barnet kan både fremstå meget kompetent og samtidig underpræstere i praksis. For omgivelserne virker det modsigelsesfuldt men for barnet føles det blot som virkelighed.
Når barnet falder mellem to stole
De dobbelt exceptionelle børn bliver ofte misforstået, fordi deres profil ikke passer ind i skolens eller systemets kasser. Den høje intelligens kan maskere vanskelighederne – læreren tænker, at barnet “bør kunne” – mens udfordringerne samtidig kan skjule den kognitive styrke. Barnet ender let med at blive opfattet som uoplagt, provokerende eller ustruktureret, selvom tankerne reelt bevæger sig langt hurtigere end miljøet kan følge med til.
Skjulte ressourcer
Ved kognitive tests som WISC-V ses der ofte store forskelle mellem de enkelte indekser. Et barn kan have meget høje scorer i verbal forståelse eller logisk ræsonnering, men markant lavere resultater i arbejdshukommelse, forarbejdningshastighed eller opmærksomhed. Profilen bliver ujævn, og den samlede IK (intelligenskvotient) giver sjældent et retvisende billede. Det er helheden og spændet mellem styrker og svagheder, der fortæller den egentlige historie.
Et liv med intensitet
Mange 2e-børn beskrives som følelsesmæssigt og sansemæssigt intense. De reagerer stærkt på uretfærdighed, overbelastning eller manglende mening. Tankerne kan være på højt abstraktionsniveau, men følelserne umodne og hurtigt skiftende. Denne kombination gør dem sårbare i sociale sammenhænge og kan føre til frustration, perfektionisme eller lavt selvværd. De bliver let overstimulerede i travle miljøer og understimulerede, hvis læringen bliver for simpel.
Pædagogisk forståelse
Arbejdet med dobbelt exceptionelle børn kræver en dobbelt tilgang: man skal både understøtte de kognitive styrker og samtidig kompensere for vanskelighederne. Et ensidigt fokus på diagnosen risikerer at overskygge potentialet, mens et ensidigt fokus på begavelsen efterlader barnet uden redskaber til at håndtere det, der faktisk er svært.
Den pædagogiske og psykologiske opgave er at se hele profilen; at forstå, hvordan styrke og sårbarhed hænger sammen. Høj intelligens ophæver ikke en diagnose, og en diagnose udelukker ikke høj intelligens. Det kræver fleksible læringsmiljøer, hvor der både er plads til kompleks tænkning og behov for struktur.
At skabe balance
Når man lykkes med at skabe balance mellem udfordring og støtte, frigøres et potentiale, som ellers let går tabt. 2e-børn har ofte en særlig kreativitet, humor og evne til at tænke ud over det givne. De kan blive selvstændige og originale tænkere, hvis de får et miljø, der rummer både deres høje tempo og deres sårbarhed.
Dobbelt exceptionelle børn minder os om, at intelligens ikke altid føles som en gave. For nogle føles den som en byrde, fordi evnerne ikke passer sammen med det følelsesmæssige overskud. Men når barnet mødes med forståelse, realistiske krav og nysgerrighed på dets måde at tænke på, kan det dobbelte potentiale blive en styrke både menneskeligt og intellektuelt.



Kommentarer